Jeg vil lære af naturen
Mange af de problemer, mennesker har, findes der løsninger på i naturen. F.eks. er flyvinger udviklet med fugle som forbillede, og velcro-lukninger er inspireret af burrer, der sætter sig fast i dyrepels og tøj.
Gør som naturen
Ofte er den type eksempler også vejen til at finde bæredygtige løsninger på tekniske problemer.
Den danske virksomhed Novozymes har stor succes med at udvikle løsninger inden for rengøring, fødevareproduktion og meget andet ved at lede efter og isolere naturligt forekommende enzymer, der udfylder samme funktion.
Enzymerne kan i mange tilfælde udkonkurrere kunstigt fremstillede kemiske produkter, der kan have mange skadevirkninger.
Hvad er din virksomheds største problem? Måske er løsningen i naturen…
Biologen Janine Benyus havde et hold ingeniører med på stranden for at vise dem muslingeskaller. Ingeniørerne undrede sig over formålet med udflugten, indtil det gik op for dem, at deres største designproblem – tilkalkning af rør – måske kunne løses ved at finde ud af, hvilket protein muslinger bruger til at stoppe deres vækst.




