Gylle bliver til gysser
Firmaet Waste2Green har udviklet et anlæg, der gratis kan skaffe landmanden af med gylle. Gyllen får firmaet til gengæld — og det er der penge i.
Et anlæg, som kan rummes i en almindelig container, kan måske løse et af de mest presserende miljøproblemer i Danmark: kvælstofudledning fra landbruget. Kvælstof udledes især fra gylle, og i dag betaler landmænd i dyre domme for at komme af med gyllen. Enten ved at investere i højteknologiske anlæg, hvor gyllen kan behandles, eller ved at købe dyr landbrugsjord, hvor gyllen kan spredes.
I Danmark er landmænd nemlig underlagt det såkaldte harmonikrav, som betyder, at landmandens antal svin og jordareal skal harmonere. Der kan kun dispenseres fra dette krav, hvis landmanden installerer et højteknologisk anlæg, som kan minimere gyllens negative miljøeffekter.

Gratis at slippe af med gylle
Nu har det danske firma Waste2Green imidlertid udviklet et anlæg, som ganske gratis kan skaffe landmanden af med gyllen. Waste2Green tilbyder at installere anlægget gratis på gården. Til gengæld får firmaet gyllen. Ekskrementerne i gyllen kan nemlig bruges i produktion af kunstgødning, mens urinen kan omdannes til stoffet urea. Begge dele er penge værd.
Ved at tage udgangspunkt i et presserende miljøproblem har Waste2Green på den måde skabt en løsning med et stort globalt markedspotentiale. Der produceres årligt 285 mio. svin i USA, Canada og EU's seks mest svineproducerende lande.
Stort marked
Hvis Waste2Green bare kan sælge anlægsaftaler til de landmænd, der tilsammen ejer 4 pct. af svinebestanden i Europa, USA og Canada, vil virksomheden kunne producere 2,5 mio. tons urea. Med den nuværende markedspris på urea svarer det til en omsætning på 950 mio. dollars (5,4 mia. kroner). Dertil kommer indtægter fra salg af den producerede gødning.
Nyhedsværdien i Waste2Greens produkt har tiltrukket stor medieinteresse. Alligevel har det endnu ikke været muligt at finde penge til at opstille det første demonstrationsanlæg. Et anlæg koster 7,8 mio. kroner at fremstille og installere. Foreløbig er det kun lykkes at skaffe 40 pct. af den nødvendige kapital via et lån fra Direktoratet for Fødevareerhverv.
Waste2Green er en miljøteknologisk virksomhed, der kan omdanne gylle fra svinelandbrug, til gødning og råstoffet urea, som bruges i en lang række industrivarer. Firmaet har tre ansatte og har endnu til gode at sælge sit første anlæg.
Casen er opdateret i januar 2010




