En god diagnose gør behandlingen billig

På mange afrikanske hospitaler stilles diagnoser blot ved at kigge på patienterne. Ofte er det for dyrt at tage prøver, men det vil danske Virogates ændre på.

Mere end 17 mio. mennesker dør hvert år af smitsomme sygdomme med sepsis, tuberkulose og HIV/AIDS som de hyppigst forekommende. Næsten alle disse dødsfald sker i udviklingslande. Problemet er dog også udbredt i mange vestlige lande. For eksempel dør ca. 200.000 hvert år af sepsis i USA. Sepsis opstår, når en infektion spredes i kroppen.

I mange udviklingslande er en af hospitalernes største udfordringer at finde ud af, hvilke patienter man skal behandle, og hvilke man kan sende hjem. Denne beslutning træffes ofte ved bare at kigge på patienten, hvilket sjældent afslører sygdomme som HIV/AIDS og tuberkulose.

Det er muligt at teste for de fleste smitsomme sygdomme, men det er også relativt dyrt. Virogates' produkt Suparnostic er et testkit, der kan måle et menneskes niveau af proteinet supar – et protein, alle mennesker har i deres blod. Supar er en indikator for en patients generelle sundhedsniveau.

Lille indtjening i udlandet
Det var en mission om at bidrage til udryddelsen af HIV/AIDS i udviklingslande, som drev Virogates' grundlæggere. Virogates satser på, at en stor salgsvolumen i udviklingslande kan opveje de meget lave marginer, virksomheden må operere med. Omvendt vil Virogates i udviklede lande kunne hente meget større marginer.

En Suparnostic test koster 3-4 euro. Denne pris gælder medicin sponseret til Afrika, mens den koster det dobbelte i den vestlige verden. Det er stadig radikalt billigere end for eksempel nuværende HIV-tests, der koster cirka 60 euro. Alt i alt regner Virogates med, at hospitaler kan spare 25 pct. på den samlede behandling af en HIV/AIDS-patient ved at bruge Suparnostic.

Venter på første faste kunde
Virogates solgte sidste år 180 testkit, som hospitalerne bruger på forsøgsbasis. I øjeblikket venter virksomheden på deres feedback. Målet for 2009 er at få den første faste kunde. Derefter regner Virogates med, at en fjerdedel af salget i løbet af fem år vil ligge i udviklingslande.

Virksomheden har indtil videre tiltrukket 60 mio. kroner i venturekapital fra bl.a. Biovision A/S, Missionpharma A/S og Investeringsfonden for Udviklingslandene samt en række private investorer. Virogates regner med at lave en sidste finansieringsrunde i slutningen af 2009 eller begyndelsen af 2010, og – hvis alt går efter planen – vil virksomheden nå breakeven i 2011.

Virogates A/S udvikler og sælger testkit til prognosticering og overvågning af patienter med smitsomme sygdomme, som for eksempel HIV/AIDS, tuberkulose og sepsis. Firmaet har seks ansatte.

www.virogates.com

Casen er opdateret i januar 2010