Toms tager ansvar i forsyningkæden
Toms Gruppen har i årtier importeret de fleste af sine kakaobønner fra Ghana. Som en reaktion på en stor debat omkring børnearbejde i kakaoindustrien valgte Toms Gruppen i 2005 at gøre samfundsansvar til et strategisk indsatsområde. Derfor blev der sat fokus på kakaobønnerne og deres oprindelse.
Tidligere har det ikke været muligt at spore hvilke landsbyer kakaobønnerne stammede fra. For selvom kakaoen blev sendt af sted fra landsbyen i mærkede sække, blev alle sække med kakao sprættet op og al kakao blev blandet, når den nåede havnen og skulle eksporteres. Sådan er det stadig for stort set al kakao, der sælges fra Ghana – men ikke længere for Toms Gruppens, der har fået mulighed for spore den kakao virksomheden køber.

Sporbar kakao
Fra 2009 er al kakao, som Toms Gruppen anvender, sporbar. Dette er sket efter et intenst stykke arbejde og dialog med lokale aktører. Toms Gruppen har således fået mulighed for at anvende et internt sporbarhedssystem i tre udvalgte distrikter, hvor Toms nu køber al kakao fra. Det vil sige, at hvis lokale ghanesiske bønder i disse tre distrikter vælger at sælge deres kakao til Toms Gruppens samarbejdspartnere bliver sækken mærket og vil blive holdt adskilt både under kvalitetskontrol, på lageret og når sækkene bliver eksporteret til Toms Gruppens fabrik i Ballerup.
Toms Gruppen betaler en merpris for denne sporbarhed. Halvdelen af merprisen går til dækning af udgifter til at sikre sporbarheden. Den anden halvdel af merprisen går direkte i en fond, der investerer i de tre distrikter. Det kan være sociale investeringer i form af brønde, malaria-net eller andre behov, som bønderne har givet udtryk for. Samtidig støtter fonden også uddannelse af bønderne, så de kan forbedre deres dyrkning af kakao og øge høsten og dermed deres indkomstgrundlag – ligesom uddannelsen også er med til at sikre, at dyrkning sker på så bæredygtig en vis som muligt.
Projekter
Toms Gruppen har siden 2007 haft et projekt i partnerskab med Danida, IBIS og en Ghanesisk forskningsinstitution, Cocoa Research Institute of Ghana (CRIG). Projektet med IBIS har været med til at sikre, at 15.000 børn i kakaoområderne har fået forbedret kvaliteten af deres uddannelse bl.a. i form af uddannelse af lærere, støtte til forældreråd og styrkelse af de lokale skolestrukturer. Sideløbende har Toms Gruppen haft et projekt med CRIG om introduktion af en ny fermenteringsmetode. Metoden har med lavteknologiske ændringer forbedret både kvaliteten af kakaoen markant og samtidig sikret et bedre arbejdsmiljø for bønderne samtidig med at det skåner nærmiljøet i regnskoven.
Læs mere om Toms Gruppens arbejde med CSR på
www.toms.dk under 'vores ansvar'.
Casen er opdateret i januar 2010




