Telefon fra katastrofe-zonen

Finske Nokia har udviklet et system, som hjælpeorganisationer kan bruge til at indsamle og organisere informationer, når katastrofer opstår og krig bryder ud.

Nokias mobiltelefoner kan bruges til andet end at ringe og sende sms'er. På opfordring fra to internationale hjælpeorganisationer har Nokia udviklet software, der kan hjælpe velgørende organisationer med at indsamle livsvigtige data hurtigt og effektivt.

Det er vigtigt, fordi manuel dataindsamling på papir kan tage måneder. Imens kan sygdom, hungersnød og naturkatastrofer nå at udvikle sig. Hvis livsvigtige data derimod sendes over mobilnettet, vil informationerne nå frem næsten i samme øjeblik, som katastrofen finder sted, og hjælpeindsatsen kan sættes i værk i tide. 

Sygdomsoplysninger i en fart
Indsamling og udbredelse af information via mobilnettet foregår ved, at et spørgeskema lægges på en pc og uploades til hjælpeorganisationens server. Herfra kan informationerne sendes videre til udvalgte mobiltelefoner hos folk, der arbejder i organisationen. De udfylder spørgeskemaet på mobilen og sender det tilbage til organisationens server, hvorfra det automatisk glider ind i organisationens database.

Ved at bruge den samme teknologi kan folk i marken også hente data fra organisationen. For eksempel kan de få besked om en patients sygdomshistorie og helbredstilstand. Eller de kan få informationer om lokale udbrud af en bestemt sygdom.

Mulighed for nye kunder
Ved at udstyre velgørende organisationer med den nye type mobiltelefoner og software, håber Nokia på at regeringer, især i udviklingslande, får øjnene op for, at mobilteknologi er vigtig for at sikre sundhed og undgå sult. Det skulle gerne anspore regeringerne til at reducere eller helt afskaffe skatter som forhøjer omkostningerne for mobil kommunikation så folk med lav indkomst ikke kan følge med.

Nokia har været blandt verdens førende mobilteknologi-udviklere og -producenter siden mobilrevolutionen brød ud i begyndelsen af 1990'erne. Selskabet har i dag knap 70.000 ansatte i 120 forskellige lande. Koncernens omsætning lå sidste år på godt 375 mia. kr. på verdensplan.

www.nokia.com

Casen er opdateret i januar 2010