Lægen er kun et knips væk

Internettet kan som bekendt bruges til meget. Firmaet Dansk Telemedicin bruger nettet til at hjælpe patienter til bedre behandling — og det offentlige til en god besparelse.

Antallet af patienter med kroniske sår vokser støt. Behandlingen er dyr og kræver tæt opfølgning og konstant tilpasning i et samarbejde mellem hjemmesygeplejersker, sundhedsassistenter, læger, bandagister, sårsygeplejersker, diætister, fodterapeuter o.a.

Indtil for få år siden var det kun muligt at følge patienters sårudvikling tæt ved at indlægge eller transportere patienten til lægen. Derfor udviklede Dansk Telemedicin en internetbaseret sårjournal, som giver mulighed for at overvåge sårs udvikling i et effektivt samarbejde mellem læge og behandler, mens patienten er hjemme. Det er hermed muligt for patient og pårørende via kodeord at supplere sårjournalen med elementer, som de finder vigtige.

Behandling bestemmes ud fra billeder
Samarbejdet foregår via internet, elektronisk papir og mobiltelefon. Journalen fungerer sådan, at hjemmesygeplejersken eller sårsygeplejersken ved hvert besøg hos patienten bruger en mobiltelefon til at tage et billede af såret. Billedet sendes til lægen, som så kan følge sårets udvikling ved hjælp af et særligt udviklet softwaresystem.

På den baggrund bestemmer lægen, hvordan den videre behandling skal forløbe. De internetbaserede sårjournaler betyder ikke kun, at lægen kan følge sårets udvikling tættere. De giver også færre indlæggelser og amputationer og derfor mindre personaleforbrug og transport. 

Svært at overbevise det offentlige
Dansk Telemedicin lagde ud med at have fire patienter i 2005. I dag bruger omkring 1.800 registrerede patienter systemet. I løbet af to år satser Dansk Telemedicin på at sidde på 50 pct. af det danske marked, som tæller op mod 50.000 patienter med kroniske sår.

Dansk Telemedicin benytter sig af forretningsmodellen ’software som service’, hvilket betyder, at virksomheden udlejer den nødvendige software gennem årlige abonnementer, typisk til regioner, kommuner og sygehuse. Dansk Telemedicin udvikler og opdaterer programmerne og administrerer dem på sine egne servere.

Fra kundernes perspektiv er økonomien fornuftig. Det vil typisk koste under 10.000 kroner at udstyre en sårsygeplejerske med mobiltelefon og den nødvendige know-how, mens den samlede udgift til en samlet traditionel sårbehandling nemt kan løbe op i 50.000 kr.

Trods den åbenlyse økonomiske fordel for kunderne har Dansk Telemedicin undertiden haft svært ved at sælge sin it-løsning. Sygehusene opnår nemlig bevillinger baseret på antal udførte behandlinger. Taksten for fjernbehandling af sår er meget lavere, end hvis patienten kommer ind på sygehuset. Hospitalet mister altså penge ved at anvende telemedicin på trods af effektiviseringen af systemet. Derfor har det været en udfordring for firmaet at overbevise hospitaler om gevinsten ved at anvende sårjournalen.

Dansk Telemedicin blev etableret i 1999 og har i dag seks ansatte. Firmaet omsætter for 4-7 mio. kr., og havde i 2008 et overskud på 1 mio. kr.

www.telemed.dk

Casen er opdateret i januar 2010